<<   < photos
 
Martin Erik Andersen åbner fredag d. 11. november 2011 udstillingen "from the source of a river to its mouth – with usura the line grows thick" på Galleri Suanne Ottesen. På udstillingen viser han nye værker i form af skulptur, installation, papirarbejder og broderier. I den forbindelse har vi valgt at spørge ind til Martin Erik Andersens kunstneriske praksis, hvilket er blevet til det følgende interview.
Q: "Strik, broderi, plante, tæppe, bladsølv og bambus - hvorfor bruger du netop de materialer?"
A: "Måske skal man se materialeregistret lidt bredere, end du lige linier det op, jeg kunne være småstrid og sige, at det denne gang måske går fra beton til Ezra Pound. Selvfølgelig ikke-hierakisk og med planter, Freud, bladsølv, polyester, og en hel del mere indimellem. Det er der jo både nogle meget detaljerede - og nogle mere generelle grunde til. For øvrigt gør jeg vist aldrig noget af en grund, tværtimod, der skal mange til (og det udbygger jo i sig selv et komplekst materialeregister). De detaljerede motivationer grænser halvt ind i noget sprogløst, mens de generelle naturligvis er mere kulturelle. Materialevalg er også valg af referencerum, og i den forstand tegn. Materialeregistret i den brede forstand, hvor de tekstlige referencer er inkluderet, udgør for mig et slags grid eller landskab af forbindelser og mellemrum. En slags løbende udveksling mellem kontrol og tab af kontrol, hvor forskellene som materialerne etablerer, på en gang skal kunne være skarpe grænser og flossede overgange. Og for mig kræver det nogle lidt udgrænsede, halvt skæve materialer, som dem du nævner."
Q: "Er der et link imellem de mange varierende materialer du bruger, og den tankerverden du arbejder med i dine skulpturer?"
A: "Jo da - stort set ikke andet end links. Materialitet og tænkning er ikke adskilte størrelser for mig. Pound og beton er samme kategori af funktion i min praksis. Jeg kan prøve at folde det ud. Vi skal lige ha to forudsætninger: 1: min praksis er et slags grid, en kortmæssighed eller en slags mental-æstetisk topografi. 2: topografien er strakt ud mellem kontrol og tab af kontrol. Med de to forudsætninger kunne man sige, at min billedkunstneriske praksis er en klud. Selvfølgelig en særlig klud, en klud der blafrer ud i intetheden. For at noget kan blafre, må det nødvendigvis være hægtet fast. Det er her, det udvidede materialeregister har sin funktion: bladsølv, Pound og beton er hægtninger på en fælles kulturel stang. Ude i den anden blafrende og flossede side af kluden har vi så intetheden, fejlene, ødelæggelsen, affaldet. Og imellem har vi griddet, kluden eller topografien med alle dens folder, krøller, flader og stræk. Detaljerede bevægelige mikro-situationer, som umiddelbart kan virke arbitrære og kaotiske, men som naturligvis er totalt betingede af præcis hvordan, og af hvilke hægtninger, der er på færde inde ved stangen. Værkerne ligger i folderne."

Q: "Du vælger ofte materialer og arbejdsprocesser hvor inerti og besværlighed er udgangspunktet - kunne man forstille sig, at du arbejdede anderledes, eller er det en forudsætning?"

A: "Der er flere aspekter i det. Forhandlingerne mellem omveje og genveje har jo noget med kludens elasticitet at gøre. Varierede tidsaspekter krøller og strækker folderne forskelligt. Jeg er jo basalt interesseret i forskelle, et landskab uden forskelle ville vel være usynligt. Arbejdsprocesserne er også kulturelle valg og hægtninger, og her er inerti for mig måske en metode til at presse materialitet, krop og fejl ind i tænkning. Altså en underdel af hægtningernes justering inde ved stangen. Men billedligt kunne man zoome ud og sige, at jeg for lang tid siden, måske som forudsætning, har valgt at min klud er syet sammen af halvt silke og halvt karklud. Med de besværligheder og muligheder det giver for, hvordan folderne falder."
Q: "Hvor i sondringen mellem de forskellige aspekter i kunstværket finder du kunstnersubjektet, og hvor bevidste er de valg som herigennem træffes?"
A: "Jeg vil nok nødigt sætte sondringerne ind i selve værkerne. Værkerne er jo en slags standsninger, hvor der, når det lykkes, nærmest opstår lokal selvstændig mikro-bevidsthed. Autonome folder, der koagulerer og som på sigt bliver til nye mulige hægtninger (det er derfor, jeg tit arbejder cirkulært selvrefererende). I forhold til processen får de ekstern karakter og rykker ind mod det almene, eller for at blive i billedet, ind imod stangen, som de langsomt morfer med og udbygger. Man kan lidt patetisk sige, at intetheden henover værkerne omformet glider ind i det almene. Det er kultur. Og det er jo en proces, som ikke kun er min, den er i høj grad social. Værkerne kan ikke blive til værker uden en række eksternaliseringer af blikket, og det er så her, f.eks. galleriets indfatninger kommer ind.
Billeder og modeller er naturligvis altid reduktioner, men noget jeg godt kan lide ved billedet af min praksis som klud er, at det ikke rigtigt kan bære forestillingen om et samlet totalitært kunstnersubjekt. Der er mindst en 3-deling af den subjektive sensibilitet på færde i meget forskellige niveauer: der er hypersensibiliteten inde omkring folden, hvor hver eneste lille fnug tæller - der er den kulturelle sensibilitet ude i organiseringen af afstande og træk i referencer - og der er det store sære langsigtede rum omkring, hvad kludens stof egentligt er for noget. At være i de her tre meget forskellige modi kræver for mig, at man er hypervågen i det modus man er i, parallelt med at man er totalt disengageret i de to andre - uden at de dog er slukkede, de er stadig aktører. Så svaret på spørgsmålet bliver vel, at valgene er sammenfaldende hyperbevidste og disengagerede. Og det er nok en god nøgle til, hvorfor mine ting ser ud, som de gør. Som praksisform er det her jo ikke ahistorisk, det involverer mange også objektive valg og fravalg. F.eks. kunne jeg jo være nationalfascist og sige, at min stang var en flagstang med Dannebrog, der var faldet ned fra himlen; det ville jo så for mig være en slags stivnet kulturel parodi. Den type stang, jeg har valgt at hænge min praksis op på, er snarere en gren. Eller en slags almen forgrening der vokser. Og man kunne måske, sammen med Bruno Schulz, sige, at den er lavet af papmaché."